







På Vestre Skole har man brug for et mere aktivt og synligt science miljø. Skolens tagterrasse transformeres til en Science Have. Rummet stiller aktivt spørgsmål til naturvidenskabelige fænomener.
- Hvorfor bliver lyset farvet, når det trænger gennem folien?
- Hvordan udvikler planter sig over tid?
- Hvor langt er der egentlig fra solen til Jupiter?
Børnene dyrker på skift plantekasserne og lærer herigennem udviklingen fra frø til spire til blomst til frø. Op ad trappen til tagterrassen er der billeder af vores solsystem. På den måde inddrages kroppen som måleinstrument. Man kan tælle trin fra f.eks. Pluto til jorden og på egen krop føle himmelrummets store afstande. Tagterrassens tidligere anonyme værn får ny identitet ved brug af farvet folie. Værnet er en klar markør i uderummet og inviterer op i det nye udendørs læringsmiljø. Science Haven stimulerer sanserne, og giver eleverne en mangfoldighed af indtryk. Det er et rigt rum med plads til undersøgelser og spørgsmål, et sted man kan gå på opdagelse. Møblerne til tagterrassen udformes som et urbant landskab. Skrå flader i forskellige vinkler giver plads til mange måder for kroppen at opholde sig i rummet på. Møblerne ligger med deres åbne design op til at brugerne selv fortolker og udforsker mulighederne - der er ikke kun én rigtig måde at indtage rummet på - men mange! Møblerne er organiseret, så der skabes plads til både større og mindre fællesskaber og til at sidde alene, uforstyret og fordybe sig. Møblernes former kan inddrages direkte i undervisningssituationer, hvor man vil gøre matematikken synlig og undersøge vinkler, geometri, beregne rumfang mm.
UDFØRT 2015 Helene Ravnsgaard Kludt varetog som ansat ved Byggeri og Anlæg, Odense Kommune, idéudvikling og projektering.